// ..

Oasis - Wonderwall (Link)

Billederne står i rent kaos - Forskellige størrelser, forskellige placeringer osv. Egentligt afspejler det hele meget godt, mit liv, for jeg blogger næsten altid om ting der i bund og grund kunne være fuldstændige ligegyldige - For hvad er det hele værd, hvis man ikke selv føler for det? 

Jeg har brugt lang tid på, at gå rundt i min egen lille forvirring ang. mit liv, min fremtid og egentligt bare hvordan det hele sådan skal fungere for mig. Jeg er vel gået hen og er blevet en af de personer der bare siger ''Jaja, det er okay'' - Men inderst inde er ved at springes, og stemmen i mit hoved siger ''NEJ! det er ikke okay, men bare skjul det''. Jeg forstår ikke helt mig selv længere, det hele går op i.. Intet.. Jeg kan se igennem fingre med det meste, og jeg kan klare det meste, men jeg kan ikke forstå hvordan jeg kunne overse noget så banalt som en kæmpe løgn. Jeg forstår det simpelthen ikke! Jeg tilgav fra første sekund jeg fik sandheden afvide, men hvorfor? Fordi jeg var naiv, jeg forstår simpelthen ikke hvordan man kan lyve for sine ''venner'' - Men hvor meget venner er man hvis det er bygget på en løgn? Jeg gik med til at slutte fred, og begrave en stridsøkse, men det er bare verdens dårligste plaster på såret - For fordi at der er sluttet fred imellem folk, er alle frustrationer så bare skyllet væk? For mit vedkommende så, nej. 

Men jeg er ved at komme mig nogenlunde over det, men det popper stadigvæk op ind i mellem. For selvom at hverdagen går som altid - Skole, arbejde, lektier, venner osv. så er det jo ikke glemt. Tværtimod det er bare gemt væk for en stund, med hvad så når man er færdig med alle dagens opgaver - Så kommer det lige pludselig kravlede tilbage. Der vil altid være en erindring i en bevidsthed, og om 10 år vil jeg også huske det. For det forsvinder ikke på trods af at tiden flyver afsted. 

Den lette løsning ville selvfølgelig være bare at lade som om at der intet er, og så bare holde min mund lukket. Måske er du flov over det, jeg ved det virkelig ikke - Og det finder jeg nok aldrig ud af, men i bund og grund er det vel også ligemeget - For du ved godt, hvor meget kaos du har skabt i mit liv. Jeg kunne hade dig fra nu til verdens ende, men helt ærligt, hvad ville jeg få ud af det. Jeg burde vise mig som den 'store', men jeg er dybt frustreret, i chok, berørt af at du lige pludselig ud af intet valgte at krybe til korset. Det var ikke forventet, og det kom som en kæmpe overraskelse. Men jeg kunne se det foran mig, for du forsvandt ligeså hurtigt som du kom - Og der stod jeg tilbage. Jeg stod tilbage med en halvt færdigfortalt historie, for jeg måtte ikke få svar fra dig. Jeg bad ikke om noget vildt og voldsomt, jeg bad om et enkelt svar. Det svar der kan give mig ro, og det kender kun du. 

Det her en sag imellem os to, og jeg burde nok ligge alt bag mig - Men det kan jeg bare ikke. For det der åbenbart var en løgn betød faktisk noget, ikke kun for mig. For det gik ikke kun udover mig, men også min familie. Det er noget af det eneste jeg ikke kan se igennem fingre med - At du ikke kunne nøjes med at lyve for mig, men at du gjorde overfor min familie også. Det virker så umenneskeligt. Men jeg er efter lang tids kamp med mig selv og lang tids overvejen kommen frem til, at jeg vil sige stop. Jeg har valgt at glemme dig, glemme det, glemme alt. Jeg har brug for fred, fuldstændigt fred! Jeg afskærer dig fra mit liv, min familie og mig. For jeg kan ikke mere, det tærer på min min energi. Jeg starter snart et nyt sted, og jeg kender din drøm når du engang er færdig med 10. klasse. Vi ønsker nogle forskellige steder, hvilket er godt. Men du ved, at jeg ikke hader dig. Jeg stopper bare her. 

// Mia.